Debitoor Regnskabsordbog

Økonomiske begreber forklaret på en simpel og letforståelig måde

Artikler om begreber inden for bogføring og regnskab

  1. Aktiv
  2. Indtægt
  3. Balanceopgørelse
  4. Årsrapport
  5. Tilgodehavende
  6. Udgift
  7. Værdiforringelse
  8. Overskud
  9. Gæld
  10. Bogholderi

Omkostningsprincippet - Hvad er omkostningsprincippet?

Omkostningsprincippet er et bogføringsprincip, som kræver, at aktiver, gældsposter og kapitalinvesteringer bliver bogført i deres oprindelige omkostninger.

Håndter dine omkostninger, og hold styr på din virksomheders aktiver med Debitoor regnskabsprogram. Prøv gratis i 7 dage.

Ifølge omkostningsprincippet skal transaktioner angives som historiske omkostninger på finansieringsoversigten. Det betyder aktivets originale kontantværdi, da aktivet blev købt.

Omkostningsprincippet bliver også kaldt det historiske omkostningsprincip.

Omkostningsprincippet, værdiforøgelse og værdiforringelse

Det er normalt, at et aktivs pris afviger fra sin historiske omkostning; men, fordi omkostningsprincippet foreskriver, at finansieringsoversigten ikke bør justeres, bør man altid følge bestemte processer for at bogføre enhver ændring.

Værdiforøgelse er en stigning i et aktivs værdi. Værdiforøgelse anses som en indtægt, og forskellen i værdi bør optegnes, som ‘værdiregulering overskud’.

Eksempel: I 2012 køber en virksomhed et kontor for 1.000.000 kr. I 2018 bliver ejendommen vurderet til 1.200.000 kr. I stedet for, at ændre posteringerne i bogføringsoversigten, så de afspejler den nye markedsværdi, bør prisforskellen krediteres til en kapitalkonto kaldt ‘værdiregulering overskud’.

Værdiforringelse er et fald i et aktivs værdi. Der er mange forskellige måder, at bogføre værdiforringelse, dog bliver værdiforringelse generelt set behandlet som et tab, og bekostes derfor gennem aktivets levetid.

For eksempel: en bærbar købes for 10.000 kr. Den forventede levetid er 5 år, og en restværdi på 2.000 kr. På balanceopgørelsen er bærbarens værdi fortsat 10.000 kr., men 1.600 kr. angives som udgift på en værdiforringelse-konto for hvert år af bærbarens levetid.

Fordele og ulemper ved omkostningsprincippet

Omkostningsprincippet anses for at være en af de vigtigste retningslinjer inden for bogholderi, og revisionsarbejde; men princippet er ret kontroversielt.

På sin vis er bogføringsstandarder begyndt, at bevæge sig væk fra omkostningsprincippet. Ifølge princippets kritikere, er mangel på nøjagtighed den primære ulempe. Da aktivers værdi stiger og falder, er det usandsynligt, at finansielle optegnelser, præcist angiver en virksomheds aktuelle finansielle situation.

Omkostningsprincippet betyder også, at nogle værdifulde, uhåndgribelige aktiver ikke bliver registreret som aktiver på balanceopgørelsen. For eksempel kan goodwill, brand identitet og intellektuel kapital tilføje høj værdi til en virksomhed, men fordi disse aktiver opbygges over tid, har de ikke en købspris, der kan angives i en årsrapport.

På den anden side inkluderer fordelene ved omkostningsprincippet følgende:

Lethed: Det er meget hurtigere, og mere ligetil at optegne aktiver i deres oprindelige værdi, end at opdatere finansielle rapporter, så de afspejler den nuværende markedsværdi.

Objektivitet: Omkostningsprincippet betyder, at optegnede værdier er objektive og verificerbare. Fakturaer, salgskvitteringer, og banktransaktioner bekræfter nemt den originale indkøbspris.

Omkostning: Da det er hurtigere, og lettere at verificere aktivers værdi, bruger revisorer og auditører mindre tid på, at verificere finansielle rapporter, hvilket gør det billigere for virksomhederne, der ansætter dem.

Undtagelser for omkostningsprincippet

Ifølge nogle bogføringsstandarder er bestemte aktiver, gældsposter og kapitalinvesteringer fritaget for omkostningsprincippet. For eksempel:

Tilgodehavende burde fremgå under netto realiserbar værdi Meget likvide aktiver (aktiver, som forventes at blive omsat til kontanter i nærmeste fremtid) burde registreres i deres nuværende markedsværdi. Aktiver, som har en anført markedsværdi bør registreres i deres nuværende markedsværdi. Finansielle investeringer bør angives som dagsværdi ved slutningen af hver regnskabsperiode.